Islam søger ud over Makka

Ret umiddelbart efter blokadens ophør drog Muhammad til den nærliggende by Tāif for også dér at forkynde sit budskab. Kun ledsaget af sin adoptivsøn Zaid ankom han til byen, hvor han havde samtaler med nogle af de ledende mænd. Han mødte kun foragt og hånlig afvisning. Tāif var hovedsæde for dyrkelsen af gudinden Lāt – og her stod en mand, alene, kun ledsaget af sin frigivne slave, og ville vælte hele fædrenes tro over ende. Han forelæste dem sine åbenbaringer – og som bevis på, at det var åbenbarin­ger – og ikke digt – udfordrede han dem og hele Ara­bien:

Sig: Hvis mennesker og djinner samledes for at bringe denne Quráns lige, så kunne de ikke bruge dens lige, selv om de også hjalp hinanden.

17:89)

(Djinner står i Koranen enten for ånder eller udlændinge

 – djanna, der er dette ords rod, betyder at være skjult. Det bruges ofte om jøder, kristne og fremmede folkeslag overhovedet, se det flg.)

De gamle arabere havde deres styrke i poesien og vel­talenheden. På baggrund heraf må denne udfordring til at forsøge at skabe noget, der kunne måle sig med Koranen, ses og vurderes. Her stod Muhammad, der vitterlig var ude af stand til at læse eller skrive, som aldrig havde lært noget – man kaldte ham al-Ummī: analfabeten, et navn, som Koranen også bruger om ham (7:157) – og udfordrede Arabiens største oratorer og digtere til at skabe noget, der kunne måle sig med Koranen i form såvel som i indhold. Det fortælles, at en af Arabiens største digtere opgav sin digtekunst og antog Islam – efter at have læst en Sure, der var ophængt på Kabaen, hvor de gamle arabere plejede at ophænge deres bedste litterære frembringelser. Hvordan det nu end er - tilbage står det faktum, at ingen tog hand­sken op. Et argument, der med stor styrke stadig frem­føres af moderne tilhængere af troen.

Men alt var uden resultat. Man forkastede Muhammad, hidsede endda pøbelen op til at stene ham ud af byen. På vejen hjem fortæller traditionen, at Sura Djinn (de skjulte) åbenbaredes ham og trøstede ham med, at jøder eller kristne (formodentlig snarest det sidste), som havde hørt hans åbenbaringer i dem fandt bekræftelse på deres egne skrifter og havde troet ham:

I Allahs navn, den nådige den Barmhjertige.

 Sig: Det er blevet åbenbaret mig, at en skare af djinner lyttede og sagde: Sandelig, vi har hørt en forunderlig Qurán.

 Den fører til retfærdighed, så vi tror på den, og vi sætter ikke nogen ved siden af vores Herre.

 (Sandheden er), at vor Herres majestæt er ophøjet, Han har hverken taget Sig nogen hustru og nogen søn,

 Og at tåberne blandt os plejede at sige løgnagtige ting om Allah.

 (72:1-5)