De første tilhængere og den første modstand

Blandt de første troende var foruden Khadīdja og ibn Naufal Profetens frigivne slave og adopterede søn Zaid, hans 11-årige fætter ’Ali (den senere 4. kalif) og hans ven, købmanden Abū Bakr (senere den 1. kalif), der troede ham uden at høre nogen nærmere begrundelse, da han vidste, at Muhammad aldrig havde løjet – hævdede han derfor at være Guds profet, måtte hans tale ligeledes være sand! En argumentation, som vi genfinder i Koranen:

Sig: Hvis Allah havde villet, havde jeg ikke forlæst jer den, ej heller havde Han gjort jer bekendt med den. Men jeg har allerede levet en menneskealder blandt jer før dette. Mon I da ikke vil forestå?

(10:17)

I øvrigt var hans første tilhængere overvejende rekrutteret fra de fattige lag i befolkningen og fra ungdommen – så­ledes som det altid har været tilfældet med en religions tidligste tilhængere.

Det berettes, at Muhammad – efter at have fået befa­ling i den før omtalte åbenbaring (Sura 74) til at prædike offentligt – sammenkaldte sin slægt eller sin klan Banū Hāsjim på Safā-højen udenfor Mekka og meddelte dem, at han var kaldet af Gud som profet. Hans onkel, ’Abd ul ’Uzzā, også kaldet Abu Lahab (ildens fader) - enten på grund af rødligt hår og teint eller på grund af sit hidsige temperament – greb en sten og råbte: Måtte du gå til grunde. Var det derfor du kaldte os sammen? – Derpå kom åbenbaringen til Profeten, og han udtalte:

I Allahs navn, den nådige den Barmhjertige.

Må begge ildens faders hænder gå til grunde, og må han (selv) gå til grunde.

Hans rigdom og hvad han har erhvervet vil ikke nytte ham.

Han skar brænde i en flammende ild.

Og hans kone, som bar brænde (til bålet).

Om hendes hals skal der være en flettet snor af palmefibre.

(Sura 111)

Efter sigende døde Abā Lahab en uge efter slaget ved Badr (se senere) af græmmelse, og det fortælles, at Abū Lahabs kone senere blev stranguleret i det reb, hun plejede at bruge, når hun samlede torne for at strø dem på Profetens vej.

Af Profetens klan troede til at begynde med kun ’Ali, søn af onkelen Abū Tālib.

Quraisjen, der forvaltede Kabaen, Abrahams gamle gudshus, som nu var tempelplads for utallige afguder – man nævner tallet 360 - så formodentlig ikke lige straks faren i Muhammads forkyndelse. Man mødte ham til at begynde med spot og hån. Men længe varede det ikke, førend forkyndelsen af den Ene Gud, som ikke har nogen partner ved Sin side - eller sønner og døtre, thi sådan opfattede de hedenske arabere de andre guder – fremtrådte for dem som en dødelig fare, der truede deres gode indtægter fra valfarten til Arabiens samlingssted: Mekka med Kabaen. Da konsekvensen af den nye religion stod dem klart, og da tallet på dennes bekendelses tilhængere samtidig steg støt, tog en egentlig forfølgelse sin be­gyndelse.

Men til at begynde med var spot og skuldertræk de typiske reaktioner. Manden var gal, besat, en digter – så­dan faldt kommentarerne. Eller man kaldte ham – ukendt som man var med profetisk forkyndelses- og handlemåde – for en Kāhin, en spåmand, i lighed med de gamle arabiske astrologer. I de ældste Suraer finder vi udtryk herfor i forskellige sammenhænge, og møder samtidig Profetens og den nye religions svar på tiltale; i en meget tidlig Sure, for­modentlig den tredje regnet efter kaldsoplevelsen, læser vi:

I Allahs navn, den nådige den Barmhjertige.

(Vi kalder til vidne) blækhuset og pennen hvad de skriver:

(At) du ikke – ved din Herres nåde – er gal.

Og for dig er en uendelig løn visselig (bestemt),

Og dit (liv og lære) er bygget på høje moralske egenskaber,

Og du vil snart se, og de vil (også) se,

Hvem af jer, der er den (af vanvid) hjemsøgte.

(63:1-7)

Svaret på de vantros anklage findes altså i de nedskrevne

åbenbaringer: Gud forjætter de troende sejr og triumf, og den vil ikke lade vente længe på sig, så de vantro vil selv være i stand til at se profetiernes opfyldelse. Fjerde vers hentyder atter til Profetens tidligere liv, hans sanddruhed, hans høje moral, der var anerkendt af alle modstandere, således at han længe før profetkaldet af sine landsmænd havde fået tilnavnet: al-Amin, dvs. den sanddru.

Den næste anklage – også i tidsmæssig henseende – finder vi i Sura Hāqqa (den visse sandhed) fra en lidt senere periode:

Nej, jeg sværger ved hvad I ser,

Og hvad I ikke ser:

Sandelig, denne (Qurán) er et ædelt Sendebuds ord,

Og det er ikke nogen digters ord. Ringe er det, I tror.

Og det er ikke en spåmands tale. Ringe er det, I tror.

(Men det er) en åbenbaring fra verdnernes Herre.

Og hvis han [Muhammad] havde digtet Os nogle udsagn på,

Ville Vi visselig have grebet ham i højre hånd,

Og så have skåret hans hjertepulsåre over.

(69:39-47)

Her fremføres mod de nye beskyldninger en ny argumen­tation: Gud ville aldrig tillade en bedrager at digte Gud noget på, en sådan virke ville være dømt til ruin. Medens Gud på den ene side forjætter sejr og triumf for sand­heden, er løgnen altid dømt til at blive til intet.