MUHAMMAD - LIV OG LÆRE

Muhammads fødsel og barndom

Muhammad ibn ’Abdullah ibn ’Abd el Muttalib fødtes i Mekka i Arabien i året 569 eller 570 efter kristelig tids­regning. Traditionen siger, han fødtes i »elefantåret«, dvs. det år, da Abraha, som var Abessiniens vasalkonge i Jaman (Yemen, Sydarabien), og som havde bygget en prægtig kristen katedral i San’a, angreb Mekka for at ødelægge Kabaen, den ældgamle terningformede helligdom, som efter sagnet var bygget af den første profet Adam og genop­bygget af Abraham og Ismael. Nogle fortæller at Quraisjen, den ledende stamme i Mekka, havde sendt en vis Nufail til San’a for at vanhellige katedralen. Som hævn for denne helligbrøde svor kong Abraha, at han ville tilintet­gøre Kabaen. Hvorom alting er - der har uden tvivl været rivalisering mellem katedralen og den gamle hellig­dom i Mekka, hvortil alle arabiske stammer plejede at val­farte. Kong Abraha drog i spidsen for en stor hær med en eller flere krigselefanter mod Mekka, men måtte vende om med uforrettet sag, da hæren uden for Mekka blev angrebet af en koppeepidemi. Til denne begivenhed hentyder Koranen i Surat-ul-Fīl (elefant-kapitlet):

I Allahs navn, den nådige den Barmhjertige.

Har du ikke set, hvorledes din Herre handlede med elefantens folk?

Gjorde han ikke deres plan til intet?

Og Han sendte sværme af fugle ned over dem,

Som (åd deres ådsler og) slyngede dem mod lerklipper,

Og Han gjorde dem lig opædt halm.(Sura 106).

Som Suraen godtgør, betragter Koranen og Muhammad dette som Guds direkte indgriben. Fugle er også ellers i Koranen symbol på en hærs ødelæggelse (se Sura 16:79).

I dette år blev altså Muhammad født. I ham skulle forjættelserne til Ismael gå i opfyldelse, og derfor frel­ste Gud Mekka fra fjenden, siger den troende Muslim. Muhammads fader hed - som navnet ovenfor angiver – ’Abdullah og døde enten før hans fødsel eller umiddelbart efter. ’Abdullah tilhørte stammen Banu Hasjim, en del af den mægtige Quraisj. Hans moder Amina døde, da han kun var 6 år gammel. Derefter kom Muhammad først i huset hos bedstefaderen ’Abd el Muttalib, og ved dennes død tog onkelen Abū Tālib sig af ham. Som barn blev han - som det var skik i Mekka - sat i pleje hos en beduinstamme. Hans plejemoder var Hālima af stammen Banū Sa’d. Fra denne tid fortælles en historie, de bærer et umiskende­ligt legendarisk præg. To engle steg ned fra himmelen, åbnede Hans bryst, tog hans hjerte ud og rensede det. Man har villet finde støtte for denne legende i Koranen, Sura-tul-Insjiāh (åbningens kapitel):

I Allahs navn, den nådige den Barmhjertige.

 Har Vi ikke udvidet dit bryst for dig?

 Og fjernet din byrde for dig?

Som (nær) havde brudt din ryg?

(94:1-4)

Det ligger dog mere nær at tro, at legenden er opstået som forklaring til dette sted. Udtrykket »at åbne eller udvide ens bryst« bruges flere steder i Koranen (f. eks. 6:126 og 20:25) i overført betydning om at gøre én egnet til modtagelsen af noget. 6:126 lyder således: Den, som Allah ønsker at retlede - hans bryst åbner Han for Islam.

Om Muhammads fødsel findes der også yderligere fan­tastiske historier, men disse har aldrig vundet tiltro blandt de mere dannede. Legenden ved at berette, at da Muham­mad fødtes, skælvede Khosroes’ slot og Zarathustras hel­lige ild gik ud, Tigris løb over sine bredder etc. At sådanne legendariske udsmykninger ikke fik lov til at udviske det virkelige billede, skyldes Koranen hyppige understreg­ning af, at Muhammad, hvor stor og ophøjet hans stilling end var som Guds profet, dog var et menneske, en dødelig som alle andre. Denne ydmyge selverkendelse var da også en nødvendig følge af hans vigtigste, hans altoverskyggende forkyndelse: at Gud er EN, at Han ikke har nogen ved Sin side, at ingen er delagtige i Hans magt, viden etc. og at ingen kan gøre de handlinger, Gud alene kan gøre (hvor der da bliver tale om mirakler er det ikke Muhammad eller andre profeter, der er disses ophavsmænd, men alene Gud, den Almægtige, den eneste Mægtige).

Sig: Jeg har ikke magt over gavn eller skade for mig selv, undtagen hvad Allah vil. Og havde jeg kendt det usete, så ville jeg viselig have haft overflod af godt, og ondt ville ikke have ramt mig. Jeg er kun en advarer og en forkynder af glædeligt budskab for et folk, som tror.

 (7:189).