Jesus profeterede, at hans skæbne ville være som profeten Jonas’.

Jesus sagde:
"En ond og utro slægt kræver et mirakuløst tegn! Men intet tegn vil blive givet den undtagen profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var tre dage og tre nætter i maven på en kæmpe fisk, så vil Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød" (Matt 12:39,40)

Overlevelse – Ikke genopstandelse

Jonas’ tegn er berettet i Bibelen:

Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Inde fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud. Han sagde: I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig. Fra gravens dybde råbte jeg om hjælp, og du lyttede til mit opråb. (Jonas’ bog 1:17, 2:1,2)

Tegnet givet til ninevitterne af Jonas, var at han blev reddet fra den visse død. Han opholdt sig en periode i fare, men blev i sidste ende reddet. Han gik i bugen af fisken i live, blev der i flere dage i live, og kom ud i live.

Den samme skæbne blev profeteret om Jesus. Han ville gå i graven i live, holde sig i live i flere dage, og komme ud i live. Hvis Jesus var død, ville der ikke være megen lighed med Jonas.

Historien om Jonas er en historie om overlevelse – ikke om genopstandelse.

Traditionel jødisk historie og bibelske tekster inddelte dette semitiske folk i tolv stammer. I Jesu tid var kun to af stammerne tilstede i regionen, hvor Jesus prædikede, mens opholdsstedet for de resterende ti altid har været lidt af et mysterium. 

Det andet århundredes historiker Josefus skrev i sin bog om jødernes oldsager, at de ti stammer var ”hinsides Eufrat” i hans tid - øst for nutidens Irak og i datidens persiske imperium, der fortsatte ind i Indien.

Det er også bemærkelsesværdigt, at tidlig kirkehistorie dokumenterer eksistensen af et evangelium på hebraisk i Indien, hvilket også bekræfter israelitters tilstedeværelse i Indien. St Jerome (c 400 e.Kr.) skrev, at den lærde Pantaenus i det andet århundrede stødte på dokumentet under sine rejser. St Jerome skrev endvidere, at israelitterne i hans tid fortsætter med at leve i den persiske imperium.

Jesu mission var at nå ud til Israels fortabte stammer (eller ”får”), som anført i Mattæus 15:24. Det var derfor bydende nødvendigt for ham at migrere mod øst.

Massen af beviser for, at befolkningerne i Afghanistan, Nord-vest Indien (især Kashmir) og de tilstødende områder er af israelitisk herkomst, fortsætter med at vokse. Deres fysiske karaktertræk, sprog, folklore, skikke og højtider bevidner deres israelitiske arv. Vidnesbyrdene kommer også fra de navne, de giver til deres landsbyer, deres monumenter og gamle historiske værker.

Nogle genetiske pilotundersøgelser af folk i Indien, som den dag i dag kalder sig 'Bene Israel' eller 'Israels børn', bekræfter deres mellemøstlige oprindelse.

Jesu gravsted i Kashmir er kendt af de lokale som ’Rauzabal’, hvilket betyder ’Det ærede gravsted’.

Det er kendt som graven for Yuz Asaf, som kan være af buddhistisk afledning (se link) eller muligvis fra Yusu eller Samleren Yehoshua (Jesus).

Lokal tradition siger, at den begravede var en profet af ’Ahle-Kitab’, eller ’bogens folk’, og hans navn var Isa – det koraniske navn for Jesus.

Profeten Yuz Asaf kom til Kashmir fra vest (det hellige land) i Raja Gopdattas regeringstid (ca. 1. århundrede e.Kr.) ifølge de gamle officielle dokumenter, som den nuværende vogter af graven besidder.

Noget af den mest omfattende forskning omkring graven er blevet udført af den nu pensionerede berømte historiker og tidligere leder af arkæologi for staten Kashmir, professor Fida Hassnain.

Graven er jødisk, hvilket bekræftes af den retning, hvorpå graven er vendt. Ved siden af graven er et fodaftryk indgraveret i sten – en kunstnerisk gengivelse af sårene fra korsfæstelsen.

Hvor udtrykket "Guds søn" er blevet brugt i forhold til Jesus, skal det bemærkes, at Gud har brugt denne titel til mange af Sine udvalgte. 

For eksempel refererer Gud i Det Gamle Testamente til David: "Jeg vil forkynde Herrens dekret: Han sagde til mig, 'Du er min søn; i dag har jeg født dig" * (Salme 2:7) 

Desuden er Adam, i en ny testamentelig slægtsforskning, opført som "Guds Søn" (Luk 3:38). Faktisk kan nogle argumentere, at Adam kunne have større krav på "sønforholdet til Gud", fordi i modsætning til Jesus, havde han hverken en jordisk far eller mor. 

For at forene disse referencer og mange andre, er det ikke urimeligt at konkludere, at den bibelske brug af udtrykket "Guds Søn" ikke nødvendigvis henviser til et bogstaveligt "sønforhold til Gud", men et metaforisk et i stedet. 

Jesu natur
Denne metaforiske forståelse fremmes ved Jesu egne ord og handlinger. Jesus er kendt for at have engageret sig i mange menneskelige andægtige aktiviteter, så som faste og bøn. Men måske er det mest betydningsfulde vidnesbyrd, at Jesus hævdede manglende viden om fremtiden, fordi, som han hævdede, kun Faderen havde fuldkommen viden. (Mark 13:32). 

Dette er især bemærkelsesværdigt, eftersom kristen doktrin lærer, at Jesus’ natur er en "hypostatisk forening". Det vil sige, at han var "fuldt guddommelig" og "fuldt menneske" på samme tid. Hvis dette var sandt, så burde han på intet tidspunkt have benægtet sin egen alvidenhed. 

Disse, i tillæg til andre filosofiske overvejelser, fører en til at sætte spørgsmålstegn ved det bibelske udtryk "Guds søn" og dets bogstavelige anvendelse på Jesus.

* I tillæg til den givne oversættelse, hedder det i ’New International Version’, at ordene "har født dig" også kunne oversættes "er blevet din Fader."

Den hellige Koran beretter flere af Jesus’ mirakler, herunder hans evne til at skabe fugle, til at helbrede sygdomme, herunder blindhed, og vække de døde til live (Koranen 3:50). 

Ahmadiyya-muslimer fortolker disse specifikke tegn metaforisk. De mennesker som accepterede Jesus, svævede højt som fugle i det åndelige firmamentet over verdslige, små bekymringer.Ligeledes i den metaforiske forstand, gav han syn til åndeligt blinde og liv til åndeligt døde. 

Jesus selv kaldte fjenderne fra sin tid "blinde" på grund af deres hykleriske karakter med hensyn til trosanliggender (Matt 23:26). Selveste karakteren af hans ord om helbredelse formidler en åndelig forandring, ikke fysisk. Det skal også huskes, at Jesus talte i lignelser, såsom den berømte sætning, "lad de døde begrave deres døde" (Matt 8:22). 

Den hellige Koran beskriver også ikke-troende som døve, stumme og blinde (Koranen 2:19) og den hellige Profet(fvoh), tilbød dem 'liv' og genoplivning fra en sådan død (Koranen 8:25).

Bogstavelige fortolkninger 
Ja, det er svært at insistere på den bogstavelige fortolkning af alle bibelske mirakler. Selv den autoritative ’Harper's Bible Commentary’ går så vidt som til at anbefale, at følgende mirakel relaterende til opstandelsen bliver ignoreret. 

Gravene brød op og ligene af mange hellige mennesker, som var døde, blev vækket til live. De kom ud af gravene, og efter Jesu opstandelse gik de ind i den hellige by og viste sig for mange mennesker. (Matt 27:52-53)

 
Mirza Ghulam Ahmad, udlægger betydningen af disse vers i sin skelsættende bog, \Jesus i Indien\. Han forklarer, at Bibelen faktisk relaterer detaljerne i en åndelig vision. Og på visionernes ”sprog”, hvis nogen ser "at de døde er kommet ud af deres grave og er taget imod deres hjem, er fortolkningen, at en fange vil frigives fra sine lænker, og at han vil blive reddet fra armene på hans forfølgere." I øvrigt bekræftes denne fortolkning også af Gustav Miller's bog, ’10.000 Dreams Interpreted’. 

Ironisk nok, mens kristne lærde var igang med at rådgive imod at drage nogen værdi fra visse vers i Bibelen, skulle en muslim, der hævdede at være Den Lovede Messias, komme til Bibelens forsvar ved at illustrere nogle af de metaforiske skønheder, den indeholdt. 

Mirakler og guddommelighed
Endvidere bør det erindres, at Elias også vækkede de døde til live (1 Kongebog 17:19-22). Det er derfor vanskeligt at fremføre et argument om Jesu guddommelighed, medmindre man også anser Elias som guddommelig. Argumentet om, at Jesus udførte miraklerne ved sin egen magt, mens Gud arbejdede gennem Elias, modsiges af Det Nye Testamente selv. Apostlenes Gerninger (02:22) lyder: ’I Israels mænd, hør disse ord, Jesus af Nazareth, en mand der er godkendt af Gud iblandt jer ved mirakler og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham iblandt jer'.

Det geografiske omfang af Jesu mission var begrænset til, hvor israelitterne boede. Jesus sagde selv, "Jeg var kun sendt til Israels fortabte får." (Mattæus 15:24).

Israelitterne fulgte Toraen, og Jesus kom for at genoplive Toraens sande ånd i israelitternes hjerter og klarlægge eventuelle misforståelser. Han var en tilhænger af Moses og hverken ændrede eller forkastede den mosaiske lov. Det Nye Testamente erklærer, at Jesus kun kom for at opfylde loven og ikke for at afskaffe den (Matt 5:17).

Fortabte stammer i Afghanistan
Af Israels tolv stammer, forblev kun to i deres hjemland. De resterende ti stammer blev kendt som de fortabte stammer, eller Israels fortabte får, da de aldrig vendte hjem. De fleste af stammerne bosatte sig i Afghanistan, det nordlige Indien, og så vidt som Kina. Det var derfor bydende nødvendigt for Jesus at virke i disse områder ved at rejse dertil.

Der er i dag en god mængde af beviser for, at visse folk fra Afghanistan og Indien og de tilstødende områder er af israelitisk herkomst. Dette er baseret på deres egne skriftlige og mundtlige traditioner, fysiske karaktertræk, sprog, folklore, monumenter og skikke. De fleste kalder endda sig selv ”bani Israel" eller "Israels børn".

Jesus fandt accept i landene med de fortabte stammer og færdiggjorde sin mission ved at rejse østpå til disse gamle israelitiske samfund.

En indvending er, at hvis Jesus brugte det meste af sit liv i Indien, hvorfor er så den del af hans liv så ukendt og glemt?

Man er nødt til at huske på det fænomenet, som sker med en religions tilstedeværelse, når en anden religion overtager. For eksempel var det, som i dag er Afghanistan, et stort centrum for buddhismen og havde nogle af verdens største statuer af Buddha hugget i sten. Den tro er nu forsvundet der. Et andet eksempel er de hedenske religioner i Europa forud for kristendommens ankomst.

Det israelitiske folk i Afghanistan og Kashmir accepterede islam. Jesus havde forudsagt en budbringers komme efter ham – ’Parakleten’ fra evangelierne – som blev opfyldt i form af den hellige profet Muhammad.

Med tiden blev den gamle kristne tro glemt gennem generationer, så der nu hovedsageligt er ’ortodokse muslimer’ i de samme områder med en tro som andre ’ortodokse muslimer’.

Dog finder vi stadig i dag resterne af Jesu tilhængere i nærheden af Herat, Afghanistan. Den britiske forsker O.M. Burke har i sin bog ’Among the Dervishes’ beskrevet disse folkeslag. Selvom de nu er muslimer, har de ikke glemt deres kristne arv. De har en særlig tilknytning til Jesus og henviser til ham som ’Yuz Asaf, Kashmiri’en’, der kom for at prædike for dem.

Det første århundrede e.Kr. var Nordindien et stort centrum for ikke kun hinduismen, men også buddhismen. Det israelitiske folk, som Jesus forkyndte til på disse områder, var en minoritet med deres jødiske praksis, men det er sandsynligt, at mange også antog de indfødte trosretninger som hinduisme og buddhisme.

Det er muligt at spore Jesu fodspor i disse lande fra nogle af disse tekster.

Nogle af hinduernes gamle bøger kaldes ’Purana'erne’. En bog, ’Bhavishya Maha Purana’ (skrevet på sanskrit) indeholder en beretning om en konge i Indien, Salivahana, som møder "Isa-Masiha" (Jesus Messias) – en religiøs personlighed af lys teint, der var en udlænding.

Buddhistiske tekster indeholder en profeti om en fremtidig Buddha, en bodhisattva, der benævnes ’Bagwa Metteyya' – en Pali sætning, som bogstaveligt betyder ’af lys teint’, eller ’hvid rejsende’. Den etymologiske lighed af ordet ’Metteyya’ med ’Messias’ er etableret og én betydning af ordet ’Messias’ er ’rejsende’.

Eftersom ”kristendommens sol” steg i Indien med Jesus' personlige komme i området, blev meget af Jesu lære sammenvævet med Gautama Buddhas lære. Selv visse lignelser i Det Nye Testamente blev tilskrevet Buddha, så som lignelsen om sædemanden, som findes i buddhistiske tekster.

Det er blevet foreslået, at ordet Yuz Asaf, navnet på personen begravet i Kashmir, stammer fra ’Buddha Asaf’, eftersom Jesus ville have været medtaget i den buddhistiske panteon af helgener. Udtrykket ville således betyde en Buddha, der samlede mennesker, eller forenede flokken med den sande tro.

Efter korsfæstelsen, kom Jesus under tilseelse af hans hengivne tilhængere, der bragte ham ind i en rummelig grav. 

Hvis en mand overlevede dødsstraffen, ville vi forvente en sådan person til at vise et klart bevis for sårene. Vi ville forvente, at han holdt lav profil og bevægede sig væk fra det sted, hvor han blev korsfæstet, da der kan være mulighed for anholdelse på ny. Frygt ville komme til udtryk hos hans tilhængere af bekymring for deres mester.

Evangeliets vidnesbyrd fører til netop denne konklusion. 

Jesus viser sine sår til Thomas (Joh 20:25-7), demonstrerende at han ikke havde et overnaturligt, opstandent legeme, men en patients krop.

Han rejste hurtigt væk fra stedet for korsfæstelsen og valgte kun at mødes med sine nærmeste tilhængere: 

"Gå og bed mine brødre om at tage imod Galilæa, og de vil se mig der." (Mattæus 28:10)

Jesu tilhængere var så bange, at de besluttede ikke at fortælle nogen om hans fremkomst fra graven (Markus 16:08).

Ikke en eneste gang fremstod Jesus for sine forfølgere eller vandrede gennem Jerusalem by for at bede folk om nu at acceptere ham som den opstandne Messias, som havde sonet deres synder. 

Alt, hvad vi har, er en mand i sit jordiske legeme af kød og knogler (Lukas 24:39), der led sulten (Lukas 24:41) og holdt sig væk fra rampelyset. Med sit forsøg på at overbevise sine disciple om, at han havde den samme sårede krop, viste han i kraft, at han aldrig døde, da Gud frelste ham fra prøvelsen, ligesom Jonas kom levende fra fisken (se "Jonas’ tegn").

Efter Jesu angiveligt 'døde' på korset, tog en romersk soldat en beslutning om ikke at bryde Jesus’ ben på korset. Episoden opfyldte en profeti, og var ikke uden betydning.

Johannesevangeliet (19:36) fortæller os, at Skriften var opfyldt (baseret på Salmerne 34:20) – ikke en knogle af hans skal brydes. Den romerske soldat gad ikke at bryde Jesus’ ben for at fremskynde døden, eftersom han troede, at Jesus allerede var død. Det at bryde skinnebenet i hvert ben – en af kroppens større knogler – ville have været altødelæggende på grund af alvorlige traumer af blodtab og derpå følgende hypovolæmisk chok.

De bibelske opmærksomhed på ikke at bryde benene kan kun være meningsfuld, hvis kroppen var i live – det er et meningsløst anliggende for et lig. En mere omfattende læsning af Salme 34, vers 19 og 20 understreger det:

"De retfærdige møder mange problemer, men Herren redder dem fra hver og en. For Herren beskytter dem mod skade -.ikke en af deres knogler skal blive brudt."

Efter korsfæstelsen, kom Jesu legeme i hænderne af hans disciple, Josef af Arimatæa og Nikodemus.

Johannesevangeliet fortæller, at Nikodemus bragte myrra og aloe 'omkring en femoghalvfjerds pund i vægt’ (Joh 19:39). Disse planter, især aloe-planter, anses som midler med medicinal virkning og anvendes til sår. Den blev brugt i vid udstrækning i mange gamle kulturer og bruges selv i dag til at lindre åbne sår. Den romerske læg Pedanius Dioscrorides (c 75 BC) anbefalede aloe for sår og hudsygdomme. Alexander den Stores mentor, Aristoteles, overtalte ham til at indtage øen Socotra for at høste aloe-planter til behandling af sårede soldater.

Interessant nok nævnte den middel-alderlige, nærorientalske, klassiske lærebog i medicin, med titlen ’Canon of Medicine’ af Avicenna, en salve kaldet ’Marhami Isa’ (salve af Jesus).

Det er bemærkelsesværdigt i Det Nye Testamentes vidnesbyrd, at Pontius Pilatus anså Jesus for at være uskyldig og ikke ville have ham henrettet. En af påvirkningerne var en drøm Pilatus' kone havde, som overbeviste hende om Jesu uskyld, og budskabet hun gav videre til Pilatus var "lad den uskyldige mand være" (Mattæus 27:19).

Pilatus gav efterhånden efter for jødernes krav om, at Jesus blev korsfæstet, da et oprør var under udvikling. Men han bad om en skål med vand, og vaskede sine hænder foran mængden og udbrød: "Jeg er uskyldig angående denne mands blod. Ansvaret er jeres!" (Mattæus 27:24).

Planen om at redde Jesus
En analyse af evangelierne viser klart, at Pilatus havde en interesse i at redde Jesu liv efter bedste evne, samtidig med at forsøge at opretholde romersk lovs officiel henrettelsesprocedure. Tre vigtige punkter kan nævnes:

Han fastsatte korsfæstelsens dag lige før sabbatten, da jødisk lov specifikt forbyder lig at hænge på korset ved sabbattens start. Døden ville usandsynligt kunne indtræffe inden for 6 timer (se "Kort varighed").

Når tiden var inde til at tage Jesus og de to andre på korset ned, bad jøderne Pilatus om at bryde Jesus’ ben (Joh 19:31). Imidlertid handlede soldaterne efter Pilatus' ordrer og brød ikke Jesu ben (Joh 19:33). Det var fordi, han havde taget disse forholdsregler, at Pilatus var overrasket, da han fik at vide, at Jesus var "allerede død" (Markus 15:44).
Romers procedure var, at liget skulle ligge på korsfæstelsens grund og blive udsat for naturforholdene og dyr. Men Pilatus tillod noget ganske interessant at finde sted ved at afvige fra normal praksis. Han tillod, at Jesus blev overdraget til Jesus' venner, ikke hans fjender.

Da nyheden om Jesu formodede død nåede Pilatus, blev han overrasket over at erfare, at Jesus var gået bort så hurtigt (Markus 15:44). Hans vidnesbyrd er uhyre vigtigt og afslørende. Her var den mand, der sandsynligvis havde mest viden i sin tid om karakteren af denne straf og sandsynligvis havde været ansvarlig for mange sådanne korsfæstelser.

Selvom mange detaljer om korsfæstelse er gået tabt med afslutningen af det romerske imperium, er der rigelig dokumentation for, at denne særlige straf var mindst to til tre dage om at dræbe en person. For eksempel har vi et godt vidnesbyrd fra historiker Flavius Josephus fra det første århundrede e.Kr., som beskrev overlevende fra korsfæstelser. Forfatteren Plutarch (ca 75 e.Kr.) nævner nogle personer, som overlevede omkring 10 dage på korset.

’The New Bible Dictionary’ konkluderede ligeledes, baseret på historiske fakta om korsfæstelse, at "døden ved denne metode var som regel ganske lang, sjældent forekommende før 36 timer, og tog undertiden helt op til 9 dage" (1962 udgave, Intervarsity Press, side 282).

En vigtig oplysning er nævnt i Johannesevangeliet, som støtter det synspunkt, at Jesus ikke døde på korset: 

"En af soldaterne stak Jesus' side med et spyd, hvilket bragte en pludselig strøm af blod og vand" (Joh 19:34). 

Blood som strømmer ud, er et tegn på intakt cirkulation, hvor spydet sårer en arteriole. Bemærk ordene ’pludselig strøm’, som antyder blodtryk. ’Vandet’ var måske pleural væske, til stede mellem brystkassen og lungerne. 

Eftersom blod ikke strømmer ud af lig, bød de citerede vers et problem for i hvert fald én kirkefader, Origenes. I sin eksegese af John 19:34, indrømmede han, at blodet størkner efter døden, men strømmen af blod i dette tilfælde udgjorde et mirakel, og dermed behøvede det ingen forklaring. (Contra Celsus, af Origenes, oversat af H. Chadwick, Cambridge U). 

Spydet som blev stukket ind i siden på Jesus var ikke ment som en slags endeligt slag, men som en grov (og faktisk fejlagtig) indikator på, om døden var indtruffet. Hvis hensigten var at dræbe, ville soldaten have stukket det ind forfra på brystet for at skade hjertet. Men i tilfælde af at personen ikke var på korset tilstrækkelig lang tid, blev død sædvanligvis forårsaget ved at bryde benene, som det var tilfældet med de personer, som hang ved siden af Jesus. 

Breaking med protokol
Evangeliets vidnesbyrd, skal det påpeges, er inkonsekvent på punktet, hvor soldaten ønsker at sikre Jesu død. På den ene side så soldaten, at Jesus ’allerede var død’, hvorfor han ikke gad at bryde hans ben (se ’Ubrudte ben’) i modsætning til jødernes krav om, på grund af sabbaten, at fremskynde døden ved at bryde hans knogler (John 19:31), hvilket var standard-proceduren. På den anden side stak soldaten Jesus i siden. Skete dette for at fremkalde døden, hvis han var usikker på den? Hvis ja, hvorfor blev knoglerne så ikke også brudt, hvilket var den sædvanlige, brutale metode? Hvordan kan vi ikke antage, at der var nogle elementer af sympati fra mindst nogle af romerne, startende fra Pilatus på toppen (se ’Pilatus’ plan’) og ned igennem kommandovejen? 

Det hævdes, at de romerske bødler var kolde, brutale og blodtørstige eksperter i ’kunsten’ at sætte folk til døden. Ikke alene har vi således en vis inkonsekvens i dokumentationen af soldatens handlinger, men vi har også, hvad der synes at en være en meget sympatisk romersk officer og endda en nær tilhænger af Jesus, hvilket markeres af hans ord, da han så på korset, da Jesus angiveligt døde: "Sandelig, den mand var Guds søn" (Mark 15:39).

Det første århundrede e.Kr. var Nordindien et stort centrum for ikke kun hinduismen, men også buddhismen. Det israelitiske folk, som Jesus forkyndte til på disse områder, var en minoritet med deres jødiske praksis, men det er sandsynligt, at mange også antog de indfødte trosretninger som hinduisme og buddhisme.

Det er muligt at spore Jesu fodspor i disse lande fra nogle af disse tekster.

Nogle af hinduernes gamle bøger kaldes ’Purana'erne’. En bog, ’Bhavishya Maha Purana’ (skrevet på sanskrit) indeholder en beretning om en konge i Indien, Salivahana, som møder "Isa-Masiha" (Jesus Messias) – en religiøs personlighed af lys teint, der var en udlænding.

Buddhistiske tekster indeholder en profeti om en fremtidig Buddha, en bodhisattva, der benævnes ’Bagwa Metteyya' – en Pali sætning, som bogstaveligt betyder ’af lys teint’, eller ’hvid rejsende’. Den etymologiske lighed af ordet ’Metteyya’ med ’Messias’ er etableret og én betydning af ordet ’Messias’ er ’rejsende’.

Eftersom ”kristendommens sol” steg i Indien med Jesus' personlige komme i området, blev meget af Jesu lære sammenvævet med Gautama Buddhas lære. Selv visse lignelser i Det Nye Testamente blev tilskrevet Buddha, så som lignelsen om sædemanden, som findes i buddhistiske tekster.

Det er blevet foreslået, at ordet Yuz Asaf, navnet på personen begravet i Kashmir, stammer fra ’Buddha Asaf’, eftersom Jesus ville have været medtaget i den buddhistiske panteon af helgener. Udtrykket ville således betyde en Buddha, der samlede mennesker, eller forenede flokken med den sande tro.